Marxismetræet

Om marxismetræet som forskningstræ

– et konkret bud på et Artcademiaværk

 

Uploaded d. 1. august 2014

Marxismetræet er en samtidig undersøgelse af marxismen og en undersøgelse af det, jeg kalder et ’forskningstræ’. Et forskningstræ er tænkt som en konkret forsknings- og formidlingstilgang, baseret på de idéer der knytter sig til Artcademia, hvor kunst og akademia indgår i et frugtbart dialektisk forhold til hinanden.

Marxismetræet er et altid levende work-in-progress, der løbende bliver opdateret efterhånden som der tilføjes tekst og omorganiseres. Den nyeste version kan ses i miniformat under overskriften på denne side. For et mere detaljeret blik på træet, klik da blot på billedet. For at forstørre billedet til et niveau hvor teksten bliver læsbar, så tryk da blot på det sted på træet, hvor du ønsker at zoom helt ind. I slutningen af denne artikel, kan man se de tidligere versioner og dermed den foreløbige udvikling af træet.

I den følgende ’meta’-tekst, vil jeg forsøge at uddybe hvordan jeg tænker forskningstræer generelt, ud fra marxismetræet som et konkret eksempel.

Ambitionen er i første omgang, gennem et grafisk udtryk, at tilbyde et idehistorisk overblik over den tankemæssige og politiske udvikling i kølvandet på Karl Marx. Grundet omfanget af arbejdet, stammer størstedelen af det nuværende tekstmæssige indhold fra sekundære kilder. Det er dog tilstræbt at tjekke flere kilder til beskrivelsen af samme forfatter. Det er samtidig ambitionen, at undersøgelsen – og dermed træets udvikling – gradvist skal gå i retning af at være baseret på læsning af primærtekster. I forhold til læsningen af primærværkerne, vil marxismetræet fungere som en sammenhæng, hvortil man kan knytte ny viden. Det bliver en måde at forholde sig til stoffet på; en form, der udvikler sig i takt med udviklingen af indholdet.

Et aspekt af arbejdet med træet går ud på at undersøge og tydeliggøre forbindelserne på tværs af de forskellige forfattere, og dermed markere nogle idéhistoriske linjer. Grundet marxismetræets overblikskarakter, udgør det som sådan et forarbejde til mere fortolkende og kritisk analyserende læsninger, og krydslæsninger, af værker.

At tegne sådanne linjer i marxismetræet er dog ikke uden visse vanskeligheder. Forfattere der befinder sig langt fra hinanden i forhold til behandlede temaer, ideologiske overbevisninger, politiske og teoretiske positioner, risikerer at komme vildledende tæt på hverandre. At forholde sig til dette problem, påhviler i lige så høj grad beskueren som forfatteren. Dette er en løbende udfordring, som ikke desto mindre har den fordel indbygget i selve formen for undersøgelsen, at behovet for en sådan forholden sig, bliver nærværende. Organiseringen af teksten fordrer i højere grad et kritisk analyserende blik, end den tilbyder en færdig model over ’sande’ sammenhænge.

I forlængelse heraf, må det nævnes, at når man kaster sig over et idéhistorisk felt som de idéer der har ført til Marx’ teoriudvikling samt (især) marxisme(r)n(e)s udvikling efter Marx, må man vælge at fokusere. Fokus er i dette tilfælde på den akademiske tradition og særligt på den gren af udviklingen, som kan snævres ind til den tyske kritiske teori samt beslægtede og påvirkede grene. På trods af dette fokus tilstræbes et langt bredere overblik, som samtidig er med til at sætte forfatterne i fokus i forhold til en bredere kontekst. Dels er den foreløbige udvælgelse et udtryk for skaberen af træets aktuelle viden om emnet samt status i udformningsprocessen, og dels kan udvælgelsen siges at være et udtryk for personlig interesse i de valgte teoretiske forbindelser – både hvad angår promoverende og oppositionelle positioner. Den valgte udformning kan derfor sikkert snildt kritiseres for mangelfuld eller uvæsentlig vægtning, ud fra andre kriterier og bedre viden. Begrundede bud på hvordan et marxismetræ kan (og bør) udformes på baggrund af andre kriterier modtages med glæde og taknemlighed. En anden tematisk vægtning kunne for eksempel fokusere på den praktisk-politiske tradition, så man kan med rette anklage træets udformning for at tegne en akademisk reduktion. For Marx selv, var der dog en sammenhæng mellem den teoretiske udvikling og det politiske engagement (Holm 2013), så det ville være en usaglig reduktion ikke at inddrage og forsøge at fremskrive denne sammenhæng.

Kunst og akademia

Som en eksemplarisk udforskning af et ’forskningstræ’ baseret på idéerne fra Artcademia, skal marxismetræet forstås som et ’flydende værk’, et aktivt eksperiment, hvor formen selv hele tiden udvikles. Det grafiske udtryk er en form, der i sig selv udgør et kunstværk i sin egen ret. På den måde tilsigtes det i selve formen at integrere ’noget mere’ end hvad der siges med teksten/indholdet. For mere om baggrunden for denne tilgang, se under overskriften ’About Artcademia’ på denne blog. Et endnu mere udførligt argument for tilgangen kan læses i mit speciale.

Når værket er både kunstværk og tekstværk er det altid i selve formen mere, end sådan som det fremtræder, når man enten er tæt på (tekst) eller langt fra (grafisk billede). Når forskningstræet kan siges samtidigt at være både udformning af (et) tekstdokument(er) og et grafisk udtryk i sin egen ret, er man som skaber og beskuer nødt til at veksle mellem et sprogligt/tekstligt perspektiv og et æstetisk. Som sådan er det et forsøg på at integrere en pointe performativt i selve undersøgelsesformen, nemlig idéen om det altid medværende ’mere’. Marxismetræet er både et kunstværk og et tekstligt oversigtsværk over en idéhistoriske teoriudvikling, med Karl Marx som samlende figur. Med dette træk forsøges den uundgåelige reduktion enhver undersøgelse lider under at integreres performativt.

Undersøgelsen af marxismetræets potentiale som kritisk lærings/forsknings/formidlingsmedium er på denne måde både en undersøgelse af marxismen – og af undersøgelses/formidlingsformen, forskningstræet, som sådan. Marxismetræet kan således ses som et kunstneriske-akademisk udsagn, der performativt diskuterer og undersøger relationen mellem form og indhold.

Idéhistoriske linjer – ’kartografisk åbne’ læsninger

Teksternes ’kartografiske’ organisering sigter mod at invitere til at gå på opdagelse i teksterne ad de forskellige ’stier’ eller linjer, der kan tegnes mellem de fragmentariske tekststykker. ’Vandringen’ ad de forskellige linjer vil konfrontere beskueren med betydninger og sammenhænge, som kræver en aktiv stillingtagen. Kortet inviterer til at der læses ’kartografisk åbent’ – som alternativ til bogens lineære struktur, der i højere grad guider læseren (og dennes forståelse). Som i et landskab kan der vandres i alle retninger. Og som et idéhistorisk landkort giver marxismetræet mulighed for tankens udflugter i idéernes historiske landskab. På den måde er det en ambition implicit i selve formen, i tekstens organisering, at den ikke er finit, men lader sig åbne og åbenbare på stadigt nye måder. Udover at invitere til kartografisk åbne læsninger, så kan teksten heller ikke læses i en ’lige linje’, men må udforskes på en anden måde end den traditionelle ’fra start til slut’ form. På den måde er marxismetræet i opposition til bogens traditionelle form, der teleologisk tillokkende rummer forventningen om en afsluttet helhed, en konklusion og afrunding på emnet. Også i denne henseende er jeg inspireret af Adorno og Horkheimers brug af fragmenter i for eksempel Dialektik der Aufklärung (Adorno og Horkheimer 2000) og Adorno i Minima Moralia (Adorno 2003). I det følgende vil jeg prøve kort at skitsere det filosofiske problem ved den lineære erkendelsesvej, og fordelene – og den implicitte kritik – ved den fragmentariske form.

Et filosofisk forsvar for fragmenter

Et problem for Adorno ved Hegels system, er, at selvom det er karakteriseret ved tilblivelse igennem dialektisk bevægelse, så opererer det med en teleologisk forestilling om et endemål. Det betyder, hævder Adorno, at endemålet i Hegels dialektik allerede er nærværende i de forskellige trin på vej mod det. Den dialektiske proces hvor tanken (subjektet) slår om i objektet (tysk: Entäußerung), rummer altså ikke mere end hvad tanken allerede bragte med sig. For at bryde teleologien i den hegelske dialektik, fremhæver Adorno negativiteten, altså den fortsatte negation, som det eneste, der kan holde bevægelsen i live, så den ikke til sidst ender i et stivnet positivt udtryk. I opposition til et sådant system hævder Adorno derfor, at kun filosofi i fragmenteret form – der således afholder sig fra teleologiske linjer frem mod fuld erkendelse – kan fange totaliteten, ikke i sin ubegribelige helhed, men i fragmenteret form, i partikulær repræsentation (Adorno 2001:«System Antinomical», p. 36–39). I et forskningstræ er denne pointe forsøgt indbygget i selve formen, som en performativ imødekommelse af umuligheden af at begribe det hele; for marxismetræets vedkommende, det absurde i at tro det muligt at erkende alt der er at erkende om marxismen. Træet er levende, som den læring det faciliterer.

Foreløbighed og åbenhed

Med en samtidig ambition om at gøre det uafsluttede og ufyldestgørende i enhver sproglig – det være sig skreven eller æstetisk – præsentation eksplicit, kombineret med en tro, på at forskellige ’sprog’ og erkendelsesformer/tilgange rummer forskellige erkendelsesmuligheder, skal det fremhæves at træet bliver til og vokser parallelt med at emnet udforskes i andre former, herunder separate tekstdokumenter. Nye former for undersøgelsen, giver nye perspektiver, som giver ny erkendelse.

Foreløbigt på idéplanet – de indledende snitteøvelser er dog allerede udført – udtænkes ligeledes en træskulptur, hvor undersøgelsen/formidlingen af marxismen må finde sted på nye rumlige betingelser. Teksterne vil her blive præsenteret på en måde der åbner for taktile fornemmelser, og et fysisk rum hvori beskueren – såvel som forskeren – indgår i stadigt nye kropslige forbindelser med materialet. En sådan skulptur vil tvinge forfatteren og beskueren til at organisere stoffet på en ny måde, der vil fremtvinge nye aspekter af emnet. Ved at udforske de taktile/kunstneriske former, bidrages samtidig til udforskningen af Artcademia som forsknings- og formidlingstilgang.

Både gennem det grafiske mediums todimensionale rum og skulpturens tredimensionale rum, forsøges det, gennem kunstens vedvarende åbne erkendelsesform, at fastholde det ikke-fastholdelige i enhver udviklet viden. Også disse forskellige former tænkes at indgå i en frugtbar dialektik i udviklingen af både form og indhold.

Til sidst et par afsluttende bemærkninger inspireret af René Magrittes berømte billede:

Dette er ikke et træ.

Det er en ufærdig tegning af et træ – en tegning der dog vokser, som var den et træ. 

Dette er ikke en tegning.

Det er en ufærdig tekst som en tegning – en tekst der dog vokser frem, som var den en tegning.

 

 

Uploaded d. 1. august 2014

***

5. december 2013

***

12. september 2013

***

30. juli 2013

Bibliografi

Adorno, Theodor W. 2001. Negative Dialectics. http://members.efn.org/~dredmond/ndtrans.html. Hentet Juni 6, 2012 (http://members.efn.org/~dredmond/ndtrans.html).

Adorno, Theodor W. 2003. Minima Moralia – Refleksioner fra det beskadigede liv. 2.reviderede udg. Gylling: Gyldendal.

Adorno, Theodor W., og Max Horkheimer. 2000. Dialektik der Aüfklärung – Philosophische Fragmente. Fischer-TB.

Holm, Andreas Beck. 2013. «Karl Marx – Fra Marx til marxismen». i Marxismen efter Marx – Tolv strømninger i det 20. århundrede. Frederiksberg C: Frydenlund.