About Artcademia

For a different and (for the time being) shorter introduction in english, please go to the bottom of the page.

Om Artcademia

Artcademia er et akademisk-kunstnerisk rum for udforskning af en særlig forbindelse mellem filosofi, viden, forskning, erkendelse, læring, kunst og kritik. Intentionen er at undersøge og udvikle hvordan disse temaer kan kombineres teoretisk og praktisk.

Mere specifikt er det ambitionen at undersøge nye måder hvorpå kunst – forstået bredt som en samling af æstetiske erkendelsesformer/medier/virkemidler – kan indgå i en frugtbar erkendelsesdialektik med de(t) skrevne sprog.

Den filosofiske baggrund for udviklingen af Artcademia – vigtigheden af et (selv)kritisk blik i lærings- og formidlingspraksisser
For at komme det lidt nærmere hvordan forbindelserne mellem filosofi, viden, forskning, erkendelse, kunst og kritik tænkes, følger her en kort teoretisk udredning, hvis fortsatte udvikling indgår som en væsentlig del af Artcademia.

Med Artcademia tager jeg udgangspunkt i den tyske filosof, Theodor W. Adornos (1903-1969) vedholdende insisteren på det ikke-identiske forhold mellem begreberne (der identificerer verden og dermed faciliterer forståelse) og objekterne/genstandene (det ikke-begrebslige ved virkeligheden). Sagt anderledes: selvom vi grundlæggende ikke kan slippe udenom at gribe verden gennem begreberne – og dermed forstå den ved hjælp af sproget -, så er begreberne grundlæggende altid noget andet end det, de er begreber om. Der er så at sige altid et mellemrum mellem sproget og de objekter sproget forsøger at indfange med begreberne. Mellemrummet mellem begreberne og det ikke-begrebslige gør, at vi aldrig er i stand til at udtrykke/formidle/begribe en fuld erkendelse af ’det hele’ – eller alt hvad der er at sige om en sag/et sagsforhold. Der er altid ’noget mere’ ved verden end det, vi kan begribe med sprogets begreber.

Men fordi, som Adorno hævder, vi er bundet til begreberne i vores tænkning og forståelse af verden, får det i vores forståelse af verden objekterne til at fremstå som identiske med begreberne (Adorno 2001:ndintro, «Dialectics Not a Standpoint», p. 16–18). Valg af begreber i begribelsen, er derfor altid fortolkning og det ’mere’ ved verden, som villle have fremkommet ved en anden begrebslig begribelse (et andet ordvalg) forbliver derfor ofte usagt (og dermed uforstået) i vores forståelse. For at forsøge at begribe denne problematik, kan man benytte sig af “tings-begrebet”. Når noget ikke-begrebsligt begrebsliggøres – det vil sige, det gives et navn -, gøres det til en ‘ting’, hvor det før var sprogligt udefineret. Verden identificeres med begrebet – det vil sige, gøres til det samme i vores forståelse, fordi vi forstår/begriber gennem begreberne -, og vi tenderer mod at glemme forskellen mellem begreberne og det ikke-begrebslige. Begreberne indhyller således verden i et fortryllende slør af identificerende ‘tingsliggørelse’. Overfor denne udfordring er det, ifølge Adorno, filosofiens opgave at af-fortrylle begreberne ved at holde fast i det ikke-identiske i begrebernes identificering (Adorno 2001:«Disenchantment of the Concept», p. 23–24; Adorno 2001:ndintro, «Interest of Philosophy», P. 19–21)).

Ligeledes et det et problem, at når vi beskriver og forstår verden gennem ordene, er vi bundet til de betydninger, som allerede ligger i begreberne. Ordene er ikke betydningsløse inden vi benytter os af dem, de er farvet af deres tidligere brug. Det betyder, at de allerede er ladet med værdi, forståelse, konnotationer, associationer, osv. Den pågældende sag, som man begriber med et givent begreb tager derfor umærkeligt farve af det meningsindhold, som allerede er tilstede i begreberne, når vi benytter os af dem. Som konsekvens heraf, så risikerer vi blot at se det, vi gennem vores valg af begreber i identificeringen – og dermed tingsliggørelsen – selv slæber med ind i fortolkningen. Det samme gør sig gældende for de metoder, man anvender. De bliver til optikker, der lader verden/sagen/genstanden fremtræde i lyset af den valgte metode. Ligesom begreberne skal af-fortrylles, så gælder det derfor også for metoden (Tiedemann 2008:xiii–xiv).

Fordi vi er bundet til begreberne i vores tænkning, kan Adorno læses som en påmindelse om at integrere den (selv)sprogkritiske praksis når man bruger sproget i forbindelse med forskning, læring og erkendelsesprocesser. Fordringen lyder på dette sted i analysen altså: den selvkritiske bevidsthed om sprogets egne muligheder og begrænsninger, og begrænsningen i de rammer (metoden/formen) vi udfolder det indenfor, må integreres i den måde vi bruger sprog og metode på, netop for at kvalificere sprog og metode – og dermed den viden, som det er bærer af. Og det er netop ambitionen for Artcademia at undersøge mulige praksisser, der gør disse pointer virksomme, både i forhold til at undersøge en sag, og ikke mindst i forhold til formidling af samme. Hvordan disse praksisser eller undersøgelsesformer mere konkret tænkes, vender jeg tilbage til – men vil afsløre, at æstetikken og kunsten er tiltænkt en central rolle som bevidst anvendt med- og modspiller til sproget i erkendelses- og formidlingsprocessen.

Men før vi kan komme dertil, må vi omkring nogle flere forhold, som påvirker og farver erkendelsen på måder, der nemt kan snige sig bagom ryggen på os.

Desangående gør Adorno opmærksom på det forhold, at vores forståelse altid allerede er farvet af de ydre samfundsmæssige betingelser, vi lever i. Han beskriver det som objektets forrang (Adorno 2001:«Preponderance (Vorrang) of the Object», p. 184–187), der risikerer at føre til tingsliggjort bevidsthed (Adorno 2001:«Objectivity and Reification», p. 190–193). Det betyder at ikke blot farver begreberne de sansemæssige indtryk på en måde som giver dem karakter af stivnet forståelse, selve den samfundsmæssige virkelighed af værdier, strukturer forforståelser er en del af den ligning, som fører til en given erkendelsesprocess – herunder hvilke begreber, vi mere eller mindre bevidst vælger til at facilitere begribelse/forståelse.

Man er altid allerede givet en optik, igennem sin sociale indlejring, eller, som Heidegger ville sige, er vi altid allerede kastet ind i verden af mening som er bestemmende for hvordan vores egen eksistens kommer til udtryk (Heidegger 2007, § 29, s.162 & § 38, s. 208). Fordi man altid allerede er  indkastet i en verden af mening, bliver man nemt blind for de samfundsmæssigt etablerede ‘sandheder’, som vi alle er bærere af. Det er således umuligt at sætte sig udover sin egen eksistens, i absolut forstand.

Eftersom erkendelsens muligheder og det samfundsmæssige tryk på subjektet er uløseligt forbundne, kan man ikke blot kvalificere viden fyldestgørende gennem objektive positioner, men kun gennem bevidst opmærksomhed på og undersøgelse af hvilke optikker vi på forhånd er givet i vores samfundsmæssig kontekst.

Man kan beskrive vigtigheden af at forstå og beskrive sine egne optikker gennem et eksempel: hvis jeg vil beskrive noget jeg har set, for eksempel størrelsen af et fjernt objekt, må jeg samtidig kende og forholde mig til forstørrelsesfaktoren i den kikkert, jeg har anvendt, for at kunne give et kvalificeret bud på den reelle størrelse af omtalte objekt. Derfor bliver enhver undersøgelse først og fremmest en undersøgelse af den optik man selv er bærer af. Sagt anderledes: ser man ikke sine egne briller, ved man ikke på hvilken måde de forvrænger det, man ser. Risikoen er, at mellemrummet mellem identificeringen (den sproglige bevidstgørelse) og det ikke-identiske er forsvundet fra (selv)bevidstheden.

Opsummerende gælder det således både sproget, metoden/formen og de kontekstuelle/samfundsmæssige betingelser som præger og former måden vi forholder os på.

De samfundsmæssige betingelser der former os er også altid allerede normativt ladede. De normative idealer for læring skifter gennem tiden og giver retning til den interesse, der læres med. Formuleres normen i sloganet “Fra forskning til faktura”, udtrykkes et andet ideal end idealet om dannelsen og videns egenværdi.

Og det former den viden, der produceres – og det former den måde den producerede viden opfattes på. Erkendelsen er således samfundsmæssigt og dermed normativt indlejret.

For at sætte de samfundsmæssige betingelser for læring og erkendelse på spidsen må man turde tage livtag med de samfundsmæssigt gældende normative diskurser igennem en søgen mod de sandheder, der ikke længere stilles spørgsmålstegn ved.

Opgaven bliver altså her i en (selv)kritisk praksis at undersøge arten af farvning de samfundsmæssige forhold afstedkommer, eller som Adorno og Horkheimer beskriver åndens (Tysk: Geistes) opgave: “Sein wahres Anliegen ist die Negation der Verdinglichung” (Adorno og Horkheimer 2000:11). Af denne grund, kobles Artcademia til en samfundskritisk undersøgelse af de objektive betingelser, vi bliver til subjekter i. Kritisk at undersøge de samfundsmæssige betingelser for ens egen erkendelse, er derfor altid også selvkritik – på samme måde som at kritikken af begreber, med begreber, nødvendigvis må være en selvkritik. I kærlighed til visdom, og ud fra en ambition om gennem sin samlede praksis vedvarende at (gen)stille spørgsmålet om ‘det gode’, ‘det sande’ og ‘det skønne’, kan Artcademia på denne måde siges at have et emancipatorisk sigte som samfunds- og (selv)kritisk-kunstnerisk virksomhed.

I forhold til at udvikle en sådan undersøgelses- og formidlingspraksis, er der også tankegods at hente hos Adorno. Når begreberne er integreret i tænkningen, er det for ham afgørende at holde den spænding nærværende som er mellem begreberne og det ikke-begrebslige. Dialektikken skal her forstås som den vedvarende negationspraksis, som holder denne spænding i live. Som Adorno formulerer det: “Dialektik ist das konsequente Bewußtsein von Nichtidentität.” (Adorno 1966:15). Dette er grundlæggende udfordringen for enhver erkendelses/læringsproces, hvis den ikke skal stivne i tingsliggjort identificering af verden, som glemmer det ikke-identiske forhold som knytter sig til vores brug af begreber og metoder.

I mit speciale, Cognitive Capitalism and Verdinglichung – A prismatic exploration in search of a philosophical foundation for a contemporary critique, er det, på baggrund af Adornos tanker, netop spørgsmålet om de metodiske muligheder for at skabe erkendelse, der performativt-(selv)kritisk vedkender sig sit eget mediums (sprogets) grænser, som jeg diskuterer i afsnittet Methodological reflections – towards the philosophical methodology of the double prism as a way of performing negative dialectics. Her forsøger jeg, mere dybdegående end det refereres her, at redegøre for problematikken, og i forlængelse heraf, at udvikle en undersøgelsesmetodologi – eller sammensat forskningspraksis – der kan imødekomme de omtalte forhold ved sproget og tænkningen, med udgangspunkt i Adornos tænkning (Adorno 1966, 1973, 1977, 2005, 2008).

I specialet leder diskussionen af filosofiens rolle, samt sprogets og samfundets dialektiske forhold til subjektet mig til udviklingen af en metodologi for undersøgelsen, jeg kalder ’Det dobbelte prisme’. Med denne undersøgelsespraksis forsøger jeg at integrere en filosofisk sprogkritik i selve den måde både sprog og indhold struktureres på i afhandlingen. Det gør jeg med en læsning af Adorno, hvor begreberne forstås som midler for filosofien, der, som han siger, kan gribe virkeligheden på en måde som medforstår sin egen prismatiske farvning af virkeligheden (Adorno 2001:«Rhetoric», p. 65–66). Jeg forholder mig følgelig til begreberne som prismer, der bevægeligt bryder lyset på stadigt nye måder. Derfor fremviser jeg eksplicit begrebernes ikke-identitet, ved vedvarende at lade stadigt nye betydninger træder frem, gennem at ’spinde prismerne’ så lyset brydes på stadigt nye måder. De begreber, jeg undersøger i forhold til hinanden, ’Verdinglichung’ og ’kognitiv kapitalisme’, søges således konstant – og implicit i selve undersøgelsesformen – konfronteret i deres forskellige betydninger og aspekter, for på denne måde at holde en endelig tingsliggjort identificering fraværende – og en livligt vibrerende bevidsthed om ikke-identitet nærværende.

Med en indgående analyse af hvordan tingsliggørelsesbegrebet kan blive kritisk relevant i en nutidig kontekst af kognitiv kapitalisme, tager jeg her samtidig de indledende skridt i retning af at skabe en forståelse for de samfundsmæssige betingelser, der former den optik, selv samme undersøgelse finder sted indenfor.

Udviklingen af Artcademia
Denne diskussion og udvikling af ’Det dobbelte prisme’ i specialet, førte mig videre i retning af at overveje andre mulige praksisser, som kunne udfordre og konfrontere sprogets begrænsninger og derved integrere den sprogkritiske pointe på en performativ måde. Den endelige hensigt for øje er at kvalificere og forbedre læring og læringspraksisser. I den henseende tilbyder kunsten mindst en femfoldig fordel.

For det første fremstår kunst som en samling æstetiske erkendelsesformer, der, som noget ikke-begrebsligt negerer begreberne som noget radikalt andet, og derved rummer potentialet til at overskride og konfrontere (og forhåbentlig fremprovokere bevidsthed om) de(t) skrevne sprogs snævre identificering af verden. Ved at integrere kunst i undersøgelses- og formidlingsformen, er det tanken, at påpege det skrevne sprogs begrænsninger ved at sætte det i et dialektisk forhold til æstetiske/kunstneriske virkemidler/medier. Begrebernes identificering af objektet fremstår således ikke uantastet. Kunst viser sig i denne henseende som performativ sprogkritik.

For det andet rummer kunsten i sin(e) egenart(er) – i selve sin(e) form(er) – en udpræget åbenhed, en invitation til refleksion, association og fortsat meningstilskrivning og be-tydning. Denne principielle åbenhed arbejder imod de tingsliggørende tendenser i den uundgåelige begrebsliggørelse af det ikke-begrebslige. Som lektor på AAU/IUP, Steen Nepper Larsen, med inspiration fra Adornos Aesthetische Theorie/Aesthetic Theory (Adorno 2004), fremhæver, så tilbyder kunsten i vellykkede tilfælde at pege på ’noget mere’, at skabe nye perspektiver og ændre på de mentale strukturer (Larsen 2009a:134). Med Artcademia er det ambitionen at undersøge mulighederne for at integrere dette forhold ved kunsten i lærings- og formidlingsprocesser. Kunst viser sig i denne henseende som decentreringskunst og midtpunktsforskydning performativt integreret i selve undersøgelses/formidlingsformen (begge ord er lånt fra (Larsen 2009b:128)).

For det tredje tager Artcademia udgangspunkt i at menneskets erkendelse er bundet til kroppen, og ikke blot er begrænset til det skrevne ord som medium. Erkendelsen kan følgelig drage fordel af kunstneriske/æstetiske virkemidler/medier. Noget som forekommer oplagt i naturvidenskaben, og lykkes ganske overbevisende i for eksempel Experimentarium i Hellerup. Vanskeligere – og i mindre udstrækning – lader det til at forekomme i forhold til filosofiske og human- og samfundsvidenskabelige læringsprocesser og formidling. Med en optimistisk tro på æstetiske/kunstneriske virkemidler/mediers muligheder for at formidle og tilvejebringe bredere – og til tider bedre – erkendelse end det traditionelt sproglige, er dette også et felt jeg ønsker at udforske med Artcademia. Kunst viser sig i denne henseende som illustrative virkemidler og formidlende medier.

For det fjerde er kunsten i bred forstand i stand til at engagere på en emotionel måde. Nyere kognitions- og hjerneforskning peger på at ved at blande kunst og læring husker man bedre det faglige stof og bliver bedre i stand til at anvende det i praksis (Ebdrup 2012). Her fremtræder kunst som emotionelt engagerende virkemidler.

For det femte har studier af tredjeklassesbørn i USA under forskningsprogrammet Learning Through Art Program (Korn og Associates 2007) påvist at integrationen af kunst i læringsprocesser skærper evnen til kritisk tænkning (Guggenheim.org 2013. Selvom en sådan konklusion naturligvis må tolkes på baggrund af de rette forbehold, indikerer den i det mindste et vist potentiale for kunsten, som er værd at undersøge nærmere. Her fremtræder kunsten som facilitator for kritisk tænkning.

Med en kombination af skrevne tekster og kunstneriske udtryk søges spændingen mellem begreberne og det ikke-begrebslige konfronteret, formidlet og holdt vibrerende i live ved at stille dem i et dialektisk forhold til hinanden i et enhedsligt udtryk. De indledende spæde tanker om hvordan dette konkret kan udføres – i første omgang i forhold til specialets undersøgelse af Verdinglichung (tingsliggørelse) i den kognitive kapitalisme – antydes i specialets sidste afsnit, Appendix IV – From academia to a(rt)cademia.

Det er disse undersøgelser og diskussioner, der efterfølgende har givet anledning til nærværende blog som en eksperimenterende platform for min udforskning af mulige forbindelse mellem filosofi, kunst, kritik, læring, viden, erkendelse og forskning, under betegnelsen Artcademia.

Udviklingen af Artcademia vil gå på to ben. Dels vil der være tekster, der – som den nærværende tekst -, teoretisk diskuterer og udvikler tanker om Artcademia, og dels vil der være praktiske forsøg, som afprøver konkrete idéer til hvordan kunst og viden kan kombineres frugtbart. Den praktiske side omhandler således konkrete ’kunstværker’, som for deres egen del vil blive ledsaget af teoretiske meta-tekster om hvordan de indskriver sig i Artcademia. I fremdriften vil de to ben således være i en konstant vekselvirkning med hverandre.

Udgangspunktet i en vedvarende (selv)kritik betyder, dels at alle udtrykkene har en tentativ og foranderlig karakter (hvilket giver bloggen som virtuelt medie en fordel), dels at kritikken inviteres indenfor. Efterhånden som jeg selv bliver klogere, enten gennem fortsatte undersøgelser, eller andres venlige, kritiske bemærkninger, vil artikler, såvel som praktisk-kunstneriske forsøg blive ændret med udgangspunkt heri, i den udstrækning de forekommer overbevisende. Dette gælder naturligvis også for nærværende tekst. Den fortsatte erkendelsesproces er således i centrum, som en naturlig konkvens af et udgangspunkt i Adornos negative dialektik. Enhver tingsliggjort stivnen må kende sig selv eksplicit som foreløbig i form og indhold. Og således også Artcademia.

Bibliografi

Adorno, Theodor W. 1966. Negative Dialektik. Frankfurt am Main: Surhkamp Verlag.

Adorno, Theodor W. 1977. «The actuality of philosophy». Telos.

Adorno, Theodor W. 2001. Negative Dialectics. http://members.efn.org/~dredmond/ndtrans.html. Hentet Juni 6, 2012 (http://members.efn.org/~dredmond/ndtrans.html).

Adorno, Theodor W. 2004. Aesthetic Theory. redigeret af Gretel Adorno og Rolf Tiedemann. London * New York: Continuum International Publishing Group.

Adorno, Theodor W. 2005. Minima Moralia – Reflections from the damaged life.

Adorno, Theodor W. 2008. Lectures on Negative Dialectics – Fragments of a lecture course 1965/1966. redigeret af Rolf Tiedemann. Cambridge/Malden: Polity.

Adorno, Theodor W. Adorno. 1973. Negative Dialectics. The digital reprint 2006. London and New York: Routledge.

Adorno, Theodor W., og Max Horkheimer. 2000. Dialektik der Aüfklärung – Philosophische Fragmente. Fischer-TB.

Ebdrup, Niels. 2012. «Kunst gør det let at lære grammatik. (Interview med Tatiana Chemi og Anders Michelsen)». Videnskab.dk, September 11.

Heidegger, Martin. 2007. Væren og Tid. 1. udg. Århus: KLIM.

Korn, Randi, og Associates. 2007. Teaching litteracy through art – Final Report: Synthesis of 2004-05 and 2005-06 Studies. Alexandria, VA 22301: Solomon R. Guggenheim Museum. Hentet September 5, 2013 (http://www.guggenheim.org/images/lta/pdfs/Final_Distribution_RKA_2007_Guggenheim_TLTA_report.pdf).

Larsen, Steen Nepper. 2009a. «Art and Crisis – Reflections on the edge of Cognitive Capitalism». EXIT09.

Larsen, Steen Nepper. 2009b. «Kunst og krise – refleksioner på tærsklen til den kognitive kapitalisme». i Exit 09. Det Kongelige danske kunstakademis billedskole.

Tiedemann, Rolf. 2008. «Editors foreword». i Lectures on Negative Dialectis – Fragments of a lecture course 1965/1966. Cambridge/Malden: Polity.

***

A few words in english

This page will be one of the playgrounds for exploring and developing my concept of Artcademia.

Artcademia is an academic-artistic space for exploring new relations between philosophy, knowledge, research, learning, art and critique. The intention is to explore and develop how these areas can be combined theoretically and practically.

More specifically, it is my ambition to investigate how art – understood broadly as a set of aesthetic expressions – can engage in fruitful relations with written language(s).

I have initially unfolded the concept of Artcademia as well as my philosophical motivation and inspiration from Adorno’s thinking, in the text above. For the time being it is only written in danish in a short version. For the background for creating Artcademia, written in english, I recommend reading the chapter Methodological reflections – towards the philosophical methodology of the double prism as a way of performing negative dialectics, as well as Appendix IV – From academia to a(rt)cademia in my Master’s thesis, Cognitive Capitalism and Verdinglichung – A prismatic exploration in search of a philosophical foundation for a contemporary critique. My Master’s Thesis can be seen here.

Aiming at benefitting from the different nuances inherent in the words of different languages, the written exploration of Artcademia will unfold in both english and danish. This will force me to re-think and re-articulate how I see different themes, hopefully revealing new aspects.

Artcademia is about learning as well as exploring how to learn in new ways, when combining art and academia. I approach this task with humble curiosity, so I welcome dialogue and response, be it in form of creative ideas, suggestions, comments or philosophical critique.

Since Artcademia is about learning, both the texts and the artistic experiments on the ‘pages’ will be revised and changed, as I am learning. This counts of course also for the present text, as well as for ‘the tree of marxism’, which is the first practical-artistic exploration of Artcademia.

Enjoy!

Advertisements

One thought on “About Artcademia

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s